07.05.24 DI Pressemeddelelse

DI: Enormt behov for investeringer og nødhjælp til Ukraine

Regeringens donation i dag til nødhjælp i Ukraine rammer ned i et stort humanitært behov. Men der er også behov for at Regeringen i højere grad adresserer det langsigtede behov for genopbygning, mener Dansk Industri.

Til dagens ministermøde i Bruxelles er Ukraine på dagsordenen og i den forbindelse har Regeringen med Dan Jørgensen i spidsen annonceret en støttepakke på 250 millioner kroner øremærket nødhjælp til det krigshærgerede land. 

DI’s underdirektør for global udvikling og bæredygtighed Marie Gad hilser dagens donation velkommen:

- Der er fortsat brug for hjælp til Ukraine, ikke kun militært men også humanitært, hvor behovet er enormt og civilbefolkningen har brug for akut nødhjælp. Her er dagens danske donation et vigtigt bidrag.

Støtten til nødhjælp kan dog ikke stå alene, ifølge DI er der behov for at Regeringen tænker langsigtet og øger støtten til genopbygningen, så Ukrainerne til efteråret er klar til at gå en kold vinter i møde.

Omfattende behov
- Nødhjælp og støtte til genopbygning er ikke hinandens modsætninger og Ukraine har brug for begge dele. Der er brug for akut nødhjælp, men der er også brug for investeringer i kritiske sektorer som vand, infrastruktur og fjernvarme.

- Behovet er lige nu omfattende og meget af Ukraines kritiske infrastruktur er beskadiget. Det tager længere tid at genopbygge eksempelvis veje eller fjernvarmeløsninger og derfor er der allerede nu behov for, at vi styrker investeringerne gennem både IFU og EIFO og inddrager danske virksomheder, hvis Ukraine skal være klar til at gå vinteren i møde, siger Marie Gad.

Mange danske virksomheder er allerede aktive i Ukraine og kan tilbyde nogle af de løsninger, som landet efterspørger. Men skal flere virksomheder bidrage til den kritiske genopbygning er der brug for fortsat adgang til eksportkredit gennem EIFO’s Ukraine-facilitet. For selvom det er godt at Regeringen netop har bidraget med flere midler til faciliteten, er der også behov for DI stabilitet og et længere sigte i donationerne, mener DI. Marie Gad siger:

Virksomheder kan bidrage
- Danske virksomheder har kompetencerne og ønsket om at bidrage til genopbygningen af Ukraine. Men skal vi sikre fortsat handel mellem vores to lande, har virksomhederne behov for visheden om, at der fortsat er adgang til eksportkredit. Derfor håber vi både, at Regeringen vil øge bidraget til EIFOs Ukrainefacilitet, så beløbet kommer på linje med sidste års donation, men også at man i endnu højere grad tænker langsigtet og øremærker midler til faciliteten i årene der kommer.

Relateret indhold